Under behandling  
Nr 300
Endelig nr 257  
Titel I al sin glans nu stråler solen
Emne Helligånden
Underemne Pinse
Særligt register
Hovedudvalgets noter som DDS 290
Tekstudvalgets forslag
Færdig tekst 1. I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.

2. I sommernattens korte svale
slår højt fredskovens nattergale,
så alt, hvad Herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt,
må drømme sødt om Paradis
og vågne til vor Herres pris.

3. Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

4. Det volder* alt den Ånd, som daler,
det virker alt den Ånd, som taler,
ej af sig selv, men os til trøst
af kærlighed med sandheds røst,
i Ordets navn, som her blev kød
og fór til Himmels hvid og rød.**

5. Opvågner, alle dybe toner,
til pris for menneskets forsoner!
Forsamles, alle tungemål,
i takkesangens offerskål!
Istemmer over Herrens bord
nu menighedens fulde kor!

6. I Jesu navn da tungen gløder
hos hedninger så vel som jøder;
i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål;
i Jesu navn udbryder da
det evige halleluja.

7. Vor Gud og Fader uden lige!
Da blomstrer rosen i dit rige,
som sole vi går op og ned
i din Enbårnes herlighed;
thi du for hjertet, vi gav dig,
gav os med ham dit Himmerig.
Ordforklaring *bevirker **i kød og blod
Tekst rettigheder
Historiske oplysninger N.F.S. Grundtvig 1843 og 1853
Bibelhenvisninger
Forfatter Grundtvig, Nikolaj Frederik Severin
Komponist Rung, Henrik
Melodi angivelse Henrik Rung 1859
Melodi rettigheder
Versemålregister 6 linier / Jambisk / 9.9.8.8.8.8
Helt Færdig  

 
Fælles Sangbogsudvalg copyright 2007 - Sidst opdateret 26-05-2014 11:26